1 bens dødløft og stem med fysioterapeuten

18. december – et-bens-dødløft og stem

1 Bens Dødløft og Stem – for en gangs skyld øvelser, der IKKE kræver, at man kommer ned på gulvet. Så prøv at lege med øvelserne udenfor!

1 bens Dødløft blev beskrevet 5. december og er en god øvelse for musklerne i hoften. Det er også en bevægelse, hvor man får mulighed for at undersøge om man kan positionere sig i rummet og holde kropsdele i forhold til hinanden – ligesom i DeadBug. F.eks. er der mange, der har svært ved at holde linjen fra hoved til fod; de kommer til at bøje i hoften. Det sker der naturligvis ikke noget ved, men det at lege med og øve sig i at mærke, hvor kroppen er i rummet, kan hjælpe dig med at være mere bevidst om din krop – også i andre situationer.

Kan man time øvelsen, er den rigtigt god til at træne musklerne i hoften. Ellers er den også bare sjov at lege med. Prøv at løfte noget forskelligt – og prøv at lægge mærke til om der er forskel på siderne for dig?

Stem har også været præsenteret tidligere, nemlig den 8. december. På den video brugte jeg to kettlebells – i videoen til i dag bruger jeg to stykker brænde.

De to stykker træ vejer naturligvis ikke det samme – og det gør ikke noget. Man skal ikke være så bange for at løfte noget forskelligt i hænderne – de fleste mennesker har vaner, hvor de gør noget med venstre hånd – men ikke med højre. Og omvendt. Hvad gør du kun med den ene hånd?

Hvis man nu har noget tungt og noget let at træne med, kan man bare skifte hånd mellem hvert set. Man bliver ikke skæv i ryggen af at løfte 3 kg i den ene arm og 6 i den anden nu og da. Desuden er de fleste kroppe lidt skæve og vi ved i dag, at det ikke altid giver symptomer.

Du kan også løfte en lidt større ting med begge hænder og prøv at strække armene HELT også albuerne.

Selvfølgelig skal man ikke gå amok og løfte det tungeste man kan finde, første gang man laver en øvelse. Start let og leg med bevægelsen. Optag en video og se hvordan DU gør. Prøv at gøre det på en anden måde og mærk efter, hvordan den så føles.

Hvis du kombinerer disse øvelser, får du både trænet hoften, balance, ryg, skulder, arme, grebsstyrke.

Prøv at tage 5 gange 1 bens Dødløft til hver side og så tag 10 stem. Hold en lille pause og gentag 3-5 gange.
Hvis der undervejs er noget, der mærkes ubehageligt, så prøv at justere lidt på bevægelsen i stedet for at stoppe. Når en bevægelse er uvant, kan hjernen godt tro, at den er liiiidt farlig.

God fornøjelse. Øvelse gør bedre.

Dagens Kodeord er ”til ”