Bag denne 6. låge i julegavekalenderen 2023 gemmer sig 2 gulv øvelser, som er meget forskellige – og begge overraskende krævende; push ups (armstrækkere, armbøjninger) og rygliggende SUPERMANN.
Push ups er en rigtigt spændende og udfordrende øvelse. Udfordringsgrader afhænger selvfølgelig af hvor stærk man er og hvor god teknik man har i selve øvelsen. Nettet er FYLDT med mennesker, der er SUPER stærke og har god teknik og derfor kan lave flotte udfordrende armstrækninger; evt. med fødderne oppe, klap i luften, tunge ting på ryggen osv. Men de FLESTE af os, kan ikke stå på tæer og hænder og bøje armene kontrolleret indtil brystet rører underlaget og strække dem kontrolleret igen.
Kan du godt? Fedt for dig.
Kan du ikke? Så er der alligevel stor mulighed for at lave bevægelsen og få de super gode fordele, der er ved jævnligt at lave armstrækkere, push ups: stærkere bryst og skulder muskler, stærkere mave muskler og armmuskler, selvtillid og bevidsthed om, at du kan skubbe jorden væk fra dig selv.
Du kan lave øvelsen på knæene med strakt hofte – eller bøje i hoften, så dine ben tager endnu mere af belastningen. Du kan også stå op ad væggen (som Maya viser i videoen på IG/FB under dagens låge). Det er en god løsning, hvis du kun kan/vil bruge én arm eller ikke kan eller vil ned på gulvet.
Prøv under alle omstændigheder at have hånden under din skulder – ikke ud for dit hoved.
Hvis øvelsen føles let, så prøv at lægge mærke til om du holder dig strakt, når du strækker armene – eller om du lige løfte op i ryggen, så maven slipper sidst. Du skal have vægten på armene og det er armene, der løfter dig op fra underlaget – ikke ryggen. Der er sandsynligvis ikke noget, der går i stykker på dig, hvis du løfter ryggen først, det er bare ikke så udfordrende
Rygliggende SUPERMANN er en skøn legeøvelse – og alligevel ganske effektiv for styrke og aktivering af mavemusklerne. Du ligger på ryggen med let spredte ben og armene over hovedet – og løfte arme og ben på én gang, holder et øjeblik og sænker igen. Nogle vil have svært ved at ”holde balancen” og løfte enten arme eller ben mest – men man kan lege med at finde et godt ”balancepunkt” og dermed blive lidt klogere på sin krop – og få lidt mere bevægelseserfaring.
Du kan kombinere de to øvelser ved at tage 5-10 af hver og måske gentage 3 gange. Eller se hvor lang tid du er om at tage f.eks. 20-50 eller 100 push ups – og hver gang du tager en pause, kan du tage 1-3 eller 5 SUPERMANN.
Vær undervejs opmærksom på om du stadig laver øvelsen godt nok. Dagens Kodeord er ” haft ”